Udkom i forbindelse med
Festival om fortællinger & livshistorier
fra den 2.- 10. februar 2016
Henning Carlsen
MINE MENINGERS DUMDRISTIGHED
"Henning Carlsen fortjener al mulig ros for at have sine meningers mod.
Det er en sand fornøjelse at læse Carlsens
skarpe, humoristiske, velskrevne og tankevækkende artikler."
Læs bogens meget fine lektørudtalelse.
------
"En bonus er det, at Carlsen nåede at give hver artikel nye ord med
i nogle korte introduktioner, der er fyndige og perspektiverende."
Jacob Wendt Jensen, Berlingske Tidende, 4. 3. 2016.
---------
"Henning Carlsen gjorde sig ikke kun i filmkunsten. Også hans pen er underfundig, klog og varieret... Den anden nærværende bog består af en samling dagbogsartikler - de fleste fra Information og årene fra 1998-2000. De er veloplagte, bidske, satiriske, snart indignerede, snart udsprunget af oplevelser, der har vakt fortælleglæden - for eksempel et par møder med forfatteren Henry Miller. Dertil kommer opsatser om digtere (Jens August Schade), filmkunstnere (Buster Keaton, Roman Polanski), film ("Smukke Marie"), rejsebreve fra Chile og både kloge og kritiske betragtninger over dagsaktuelle emner - hver gang vævet med sund fornuft. De enkelte opsatser kommenteres forud af små underfundige, informative notitser om vilkårene for deres tilblivelse. Der er i den bog megen oplysende samtidshistorie, som Carlsen med sin kunst og sin forretning var med til at give farve - selv med sine sort-hvide film."
Johs B. Christensen, Jyllands-Posten, 2.4.2016.
Læs hele anmeldelsen.
***
Henning Carlsen fortæller:
”Man kan jo lege med den tanke, at livet er et stort venteværelse. Vi venter alle, bevidste derom eller uden at skænke det en tanke, på at en bleg herre med udstående kindben, tomme øjenhuler og et gammeldags høstredskab over skulderen åbner døren og siger: "Den næste"! Man trækker sig bagover i køen. Overlader ædelmodigt sin plads til dem, der står længere bagude. Tjener lidt ventetid. Måske man kunne bruge ventetiden til et eller andet.”
Selv brugte filminstruktøren Henning Carlsen tiden på at skrive artikler, kronikker, anmeldelser og rejsebreve som han samlede og kommenterede før sin død i foråret 2014. Igennem en årrække var han Informations faste anmelder af radio og tv, men mest anmeldte han livet. Hans skarpe blik og syn på verden kombineret med hans evne til at formulere sig på én gang formfuldendt og fandenivoldsk, gør hans tanker og ord læseværdigt langt ud over de tid det er skrevet i. Måske har vi endnu mere brug for hans ord i dag.
346 sider. 198,- kr.
Henning Carlsen fortæller i
Portætsamtalebogen "Ude på kanten" til Michael Svennevig
om at skrive det, der blev til "Memoria".
Læs et uddrag.
--------
UDDRAG FRA BOGEN:
Prolog
Jeg er helt normal
Jeg hedder Henning Carlsen og jeg er normal. Disse ord lagt mig i munden (eller pennen) giver mig en prægtig anledning til at beskæftige mig med mig selv, uden at få stukket i næsen, at jeg da også er så skide selvoptaget. Jeg har arbejdet med film siden min pureste ungdom. Først 15 år med dokumentarfilm, dernæst 15 år med både spille- og dokumentarfilm, og siden næsten kun spillefilm. Jeg vil vove den påstand at normalitet kan gradbøjes. Slet ikke fordi jeg har noget imod at være normal, men fordi jeg har været velsignet med et par skavanker, som ikke har været uden betydning, omend mest af fysisk art. Jeg er født med en alvorlig bygningsfejl på mit højre øje, som gør at det næsten er uanvendeligt, i hvert fald til at se med. Det har den store fordel, at jeg ikke kan se 3-D film, hvilket er noget nær en velsignelse. Som barn var jeg både skeløjet, fregnet og let rødhåret...
Læs mere.
*
MØDE MED MILLER
I forordet til Krebsens Vendekreds (Hans Reitzels serie 1963) fortæller Peter P. Rohde, at Henry Miller i et interview for mange år siden til ugebladet OBSERVER har vedgået sin påvirkning fra og sin begejstring for Knut Hamsun. Men også i Millers egne værker kan man læse om denne beundring, senest i hans allersidste bog Joey (som er tredie bind i serien "Book of friends" og for det meste er helliget et portræt af vennen Alfred Perlès). Her står et sted: "In my own case, when I learned the truth about Knut Hamsun's behavior during the Second World War, it made no difference whatever in my feelings toward him. He still remains a hero to me". En sådan udtalelse havde det selvfølgelig været mere på sin plads at bringe til torvs, da bølgerne gik højt i Skandinavien efter udgivelsen af Thorkild Hansens digre Hamsun-værk. Så når jeg videregiver den nu, er det på ingen måde for at puste liv i den debat. Den skal snarere tages som et lille apropos til hans egen beskrivelse af Anaïs Nin som en patologisk løgner. Han beskriver, hvordan han selv, Joey (altså Perlès) og Durrell i mange år kendte til Anaïs' løgne, og hvordan de var enige om, at hendes svigtende evne til at fortælle sandheden hang sammen med hende manglende evne til at acceptere realiteterne. "She had to alter reality to suit her own view of the world", skriver han, og videre: "Ved sin død efterlod hun en skare af beundrere og tilbedere, mest unge kvinder. Hvordan de vil reagere, når de stifter bekendtskab med sandheden, kan jeg ikke i dette øjeblik forestille mig." Men det vil han og vi sikkert opleve inden så længe. For inden sin død instruerede Anaïs to af sine nærmeste venner om at genudgive dagbøgerne som hun op-rindelig skrev dem, og om at skrive en bio-grafi, som vil fortælle hele sandheden om hendes liv. Og dette arbejde er i gang. Men altså - det er hverken for at genoplive den ene eller foregribe den anden diskussion, at jeg indleder med at minde om Henry Millers begejstring for Hamsun. Det er for at forklare, hvorfor jeg for nogle måneder siden under et ophold i Los Angeles fandt på at aflægge Miller en visit.
Læs mere.
*
Epilog II
Fordi det er sjovere end plejehjemmet.
En stribe instruktører, som alle er over 60 år gamle, er blevet bedt om hver for sig at gøre rede for, hvordan de holder sig i gang i så høje aldre, hvis de altså gør det. Nu er det jo ikke alle over tres, der er lige gamle. For mit eget vedkommende er det efterhånden så længe siden, at jeg blev over 60, at jeg dårligt kan huske hvordan det føltes at flytte sig fra at være halvgammel til at være helgammel. En mild grad af demens har formodentlig lagt sit nådige slør over oplevelsen, så den blev mindre nærværende mens den stod på. I hvert fald har jeg nu været over 60 så længe, at jeg har vænnet mig til det og – hjulpet af før omtalte svaghed – indimellem glemmer, hvor gammel jeg er. Men så blir jeg på ubehageligste vis mindet om min alder hver gang jeg må konstatere, at der stadig ikke hører elevator til vores trediesals lejlighed. Eller når jeg må nøjes med højst at sove tre timer ud i en køre fordi jeg ikke kan sove længere. Eller når jeg husker på, at jeg af hensyn til andre trafikanters sikkerhed for længst har ladet mit kørekort ryge. Eller når jeg konstaterer, at der er kortere og kortere imellem de gange, jeg burde skifte brilleglas. Det er gennem årene gradvist gået op for mig, at da jeg valgte denne metier – eller den valgte mig – da mente vi det begge ganske alvorligt. Man kan jo ikke i så mange år ha’ ladet det at lave film fylde så meget i ens tilværelse uden risiko for, at det at lave film går hen og blir identisk med selve det at leve. Så i det lange løb blir kunsten i virkeligheden at holde fast i en flig af samme virkelighed, så man ikke selv blir ren fiktion.
Læs mere.
Henning Carlsen: ”Mine meningers dumdristighed”
lanceredes til festivalåbningen den 2. februar 2016
på Betaniahjemmet på Frederiksberg,
hvor Henning Carlsens sidste store film
”Erindring om mine bedrøvelige ludere” (2011)
var åbningsfilmen.
