”I 2005 fik jeg rodet mig ind i bestræbelser på at filmatisere ERINDRING OM MINE BEDRØVELIGE LUDERE, en roman af den colombianske forfatter og nobelpristager Gabriel García Márquez, der var udkommet året før."
Filminstruktøren Henning Carlsen beretter så veloplagt om det meget strabadserende forløb med at få filmen realiseret, at det er ren lystlæsning at følge med til Spanien for at opnå filmrettighederne og de mange års tovtrækkeri og venten før det endelig lykkedes at komme i gang med optagelserne i Mexico. Resultatet blev den smukkeste svanesang, der sagtens tåler sammenligning med andre af filminstruktørens store film såsom Hamsun-filmatiseringerne SULT og PAN.
ANMELDELSER:
Johs. H. Christensen i Jyllands-Posten, 2016.04.02:
"Dokumenterer rigeligt besværet ved at lave film. En filmkunstners testamente. Salig Henning Carlsen efterlod sig en afslappet, underholdende bog om de udmattende vanskeligheder vedrørende hans sidste film. Samtidig udkommer et udvalg af hans veloplagte klummer fra Information. "
*
Jacob Wendt Jensen i Berlingske Tidende 2016.03.04:
"Spændende at læse for alle med interesse for filmproduktion... Et ærefrygtindgydende monument over Henning Carlsens eventyrlyst i en meget høj alder."
"Erindringen om en umulig filmskabelse. Henning Carlsens sidste filmprojekt var både eventyr og mareridt. Det skrev han om i bogen »Memoria«, der udkommer samtidig med artikler fra mere end et halvt århundrede."