Optegnelser fra frivillige arbejdslejreefter 2. verdenskrig og fra U-landsarbejde i Indien og Øst-Pakistan
I årene efter anden verdenskrig tog mange unge mennesker fra alle egne af verden på hjælpearbejde til krigsramte lande i deres ferier. Internationale hjælpetjenestelejre kaldte man dem under et, men der var mange og meget forskellige organisationer, som stod bag. Amerikanske kvækere eller venner af kvækerne havde især lejre i Finland og Tyskland. Naturligvis var der forskel på lejrene. På maden, på arbejdstempoet og på ånden alt efter hvem, der ledede dem, og hvordan de gjorde det, men de samlede unge mennesker, ældre med for den sags skyld på steder, hvor der var et arbejde at udføre, og ingen penge at betale det med. Det drejede sig om frivilligt ubetalt arbejde. Da lejrene jo som regel var anlagt i områder, der på den ene eller anden måde var hårdt ramte, var hele indretningen altid meget primitiv, men et gulv eller en halmmadras at sove på og mad hver dag vederlagsfrit var normen, og så mødte man kammerater fra alle jordens egne, fik lejlighed til at diskutere nationale, internationale og menneskelige problemer, lære lidt om andre folkeslags indre forhold, kigge udenfor sin egen hønsegård og måske tage ved lære af det.
Marie Thøger (1923-2021). Voksede op på en gård i Himmerland og blev under krigen uddannet som lærer på Ranum seminarium. Hendes rejseliv begyndte i 1947, hvor hun i flere år brugte sine sommerferier til praktisk arbejde i lejre forskellige steder i Europa. I 1951 var hun på ophold i et indianerreservat, Passamoquadi, i Maine, USA. 1953/54 deltog hun i et kursus for U-landsarbejdere i Mysore, Sydindien. Under opholdet besøgte hun for første gang Mahatma Gandhis landsby Sevagram i Centralindien. Det blev begyndelsen til en livslang forbindelse med Gandhiarbejdet og ikke-voldstanken. 1965/66 blev hun udsendt til Øst-Pakistan som rådgiver i literacy-arbejde. Fra 1972 har hun arbejdet med og for Lakshmi Ashram, som er en Gandhiskole for landsbypiger i Himalaya, Nordindien.
