Marianne Larsen: DET STORE REGNSKAB.
Bliver læst af Birgitte Prins. "…Det føltes hver dag, som om
regnskabet, jeg indgik i var én stor fejl. Havde jeg haft nogen at snakke dybt
og grundigt og alvorligt med, havde det sikkert været lettere, at finde ud af
regnesystemet. For alene kunne man ikke. Det var for svært. Det var for svært
for mig. Jeg kunne ikke løse opgaven…"Hvis man ikke kan løse opgaver, kan man
løse noget andet. Det er hvad kvinden i monologen gør.
”Jeg
er et mennesker, der finder ud af noget nyt hver dag. Det kan jeg rigtig godt
li. Det er ikke, fordi jeg går i skole eller følger nogle kurser. Jeg gik ud af
tiende klasse for over tyve år siden. Så det har ikke noget at gøre med at gå i
skole. Ikke i gængs forstand i hvert fald. Jeg bliver ærlig talt ikke klogere
for hver dag, der går. Jeg finder bare ud af noget nyt. Jeg går heller ikke på
arbejde og ser mennesker hver dag og ny teknik. Jeg er arbejdsløs. På en måde
er det heldigt, at jeg ikke har nogen familie, at skulle forsørge. Siden jeg
begyndte at finde ud af noget nyt hver dag, har jeg fået det meget bedre. Det
må jeg sige. Somme tider når jeg vågner om morgenen, har jeg glemt, hvad det
var jeg, jeg fandt ud af den foregående dag. Men det gør ikke noget. Så finder
jeg måske ud af det samme en anden dag. Og så føles det, som om jeg finder ud
af noget nyt igen.”
*
Qaali
Schmidt-Sørensen: AFRO-DANSKER Bliver læst af Marie-Lydie Nokouda En
monolog om at skifte navn for ikke at falde igennem. For hvor mange gange kan
man som nydansker skifte navn uden at tabe sig selv? Selv om man hedder Abdia Ibrahim Mohamed, hjælper det ikke stort af tage navneforandring til Mona. For man kan ikke løbe fra den man er, hverken fra sin
identitet eller sin sorte hudfarve. AFRO-DANSKER er en rundtur i en vild
navnejungle, der er både er morsom og tragisk. En jungle som de færreste
kender.
*
Michael Svennevig: DUERNES DRONNING Bliver læst af Charlotte E. Munksgaard En énakter om
fortabelse, duer og kogte pølser. Om kærlighed og fællesskab - og prisen for at
slippe for det. ”Selvfølgelig drømmer jeg.
Det gør jeg da. Jeg drømmer om at være andet og mere - og at være langt væk herfra.
Men nu ved jeg det. Jeg ved det fra mine nye due-venner. Man flyver ikke bare
sin vej. For man hører jo sammen med de andre. Vi er jo som én familie. Man
flyver ikke bare væk, og ud af sammenhængen, for så falder man ud over kanten.
Ligesom jeg gjorde, og hvad kom der ud af det? Det var dengang jeg troede at
duerne var frie. Dengang jeg kiggede op på deres flaksen mod den blå himmel, og
tænkte: Fri som fuglen. Fri som fuglen? Nja, de flyver ikke langt, gør de ikke.
De flyver op, flaffer med vingerne, men kommer de nogen vegne? Næe, det gør de
ikke, for de flyver tilbage. Ligesom brevduerne. De skal jo tilbage. Tilbage hvor de kom fra. Det ligger dybt i dem,
sådan er det også med trækfugle – og mennesker.”
*
Tomas Lagermand Lundme: DU BED MIG. Bliver læst af Charlotte
E. Munksgaard. En poetisk, fabelagtig tekst om en kat og en kvinde,
der skiftes til at være dyr og menneske. Til tider smelter de sammen. Teksten
kredser om magt, omsorg og noget sårbart dyrisk, der ligger i alle mennesker,
især dem, der i ny og næ viser tænder. Samtidig er teksten sine steder også en
undersøgelse af forholdet mellem os som mennesker, der har brug for at have
dyr, brug for at have noget at holde af, som vi gang på gang kan bilde os ind,
også holder af os.
*
Lotte Arnsbjerg: KÆLDEREN. Bliver læst af Baard Owe ”Hun
kender mig. Hun ved, hvor bange jeg er. Og det er det hun spiser. Min angst.
Det værste er at mærke hende, men stadig ikke kunne se hende. For jeg ved hun
kommer, og jeg ved at ingen vil hjælpe mig. Ingen ved, at jeg er her - og hvis
de gjorde, kan de ikke gøre noget. Det er mig hun vil have. Godmorgen Onkel
siger jeg og holder mine arme i et kryds foran maven. Godmorgen Barn siger han
og kigger med et smil ned på mine fødder.”
”Hans ansigt er tykt, det ligner en gris. I
øjeblik er det som han er gået helt i stå. Så går han hen til døren og drejer
nøglen om. For en sikkerheds skyld tjekker han det sorte håndtag. Døren er
låst. Jeg kan høre ham klø sig i nakken. Neglene kradser frem og tilbage,
gennem de svedige krøller i nakken, de laver røde ridser i huden. Han smiler.
Mine øjne er lukkede, men jeg ved han smiler. Jeg kan lugte det, og om lidt kan
jeg også lugte cigaretter på hans tunge, og syre fra hans mavesæk. Jeg holder
vejret. Tænker på sommerferien sidste år, hvor Mormor tog mig med på bakken.
Det var solskin, og jeg var glad, selvom jeg lige havde fået et stort hul i hovedet.
Jeg husker mormors hånd. Så hører jeg hans skridt. Han bevæger sig langsomt hen
mod badekarret. Så lyner han ned. Han gisper. Jeg glider ned under vandet og forsøger
at drukne. Herfra bliver alting hvidt.”
*
Michael Svennevig: I DET KOLDE BLÅ MÅNELYS Bliver læst af Kirsten Olesen. Et
rekviem for en efterladt kvinde om kærlighedens vildveje. ”Nogle gange sidder
jeg og kigger frem for mig. Jeg ved det kommer og jeg kan intet gøre. Egentlig
husker jeg det ikke længere tydeligt. Måske forestiller jeg mig ligefrem at det
aldrig skete. At det kun var noget jeg ved en fejltagelse kom til at ønske mig.
Det frygtelige var, at det gik i opfyldelse. Siden dengang ændredes alting.
Sådan er det når du tager en andens liv. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal
fortælle det. Hvis jeg bare siger det, så stempler jeg mig selv, men
ligegyldigt hvad vi gør, så mærker det os. Brændemærket bliver siddende, og
kunsten er vel at kunne leve videre med det. De første mange år følte jeg, at
man kunne se det i min pande. At jeg havde en sort streg. En streg der viste,
at jeg var morder. Selv i dag ved jeg ikke om det var rigtigt at jeg slog ham
ihjel. For det gjorde jeg. Måske er der stadig dem, der vil sige at det var en
vanvids-akt. At jeg ikke var herre over mig selv. At jeg gjorde det i affekt.
Alligevel ramte jeg mig selv dybest. Han var som en søn for mig. Det var min
søn. Den søn jeg aldrig fik. Eller da jeg fik ham, så slap jeg ham igen.”
*
Irene Pedersen: GALE
HUNDE Bliver læst af Poul Parsberg
Han sidder i en lejlighed. Den er mørk. En lampe er tændt. Han har en nettopose
i skødet. I posen ligger der politiske bøger. Foran ham, på bordet, ligger
resterne af et liv. Sønnen er borte. Lejligheden skal tømmes. Regnskabet gøres
op.
“Han kaldte dem gale hunde. Hvem, spurgte jeg. Dem alle sammen, svarede
han. Det var som at være lukket inde i en hundegård med tre gale hunde uden
mad. Vi burde aflive dem, sagde han. Verden ville blive et bedre sted. Uden
hunde? spurgte jeg. Han nikkede.”
*
Thullas "KAN MAN SPILLE PÅ LUFTEN?" Bliver læst og ledsaget af toner af Thulla selv. Thulla har kastet sin kærlighed på verdens første elektroniske instrument, THEREMINEN, opfundet af den sovjetiske radiograf og cellist Leon Theremin, i 1919. Med loop-pedal, theremin og sin egen stemme griber Thulla øjeblikket og danser med de vibrationer, der er i æteren og det omgivende rum, når hun fortæller om man kan spille på luft. For det kan man!
*
Mathilde Emilie Overgaard: DET SKAL VÆRE SKØRT Bliver læst af Özlem Saglanmak. "Se min krop.
Den har hud som silke. Alt hvad jeg ejer det er blødt som den. Det er fordi jeg
elsker hele verden og fordi naturen er min ven. Se på mig.
Du er den jeg vælger. Alt hvad jeg ønsker ligger der hos dig. Det er fordi at
skaber denne verden og fordi det vigtigste er dig. Se min
kjole. Den er rød af blodet. Alt hvad jeg hader det er rødt som den. Det er
fordi jeg har elsket dig for nylig og fordi du ikke elsker mig."
*
Marianne Bahl:LANDSBYEN. EN SAND HISTORIEBliver læst afMarie-Lydie
Nokouda "Du drømte om
Afrika. Følte at lykken var syd for Sahara. Tog af sted.Dakar. Senegal. Afrikas lodrette sol. Overbegloet. Din hvide hud skinner
langt væk, du lugter af naivitet, af velstand, klar til at blive spist.
*
Pia Raug: HUSET (uddrag). Bliver læst af Nynne Karen Nørlund. "Forestil dig bevidsthed som et hus! - Et hus der ligger med ansigtet - øjnene - vinduerne - ud mod en kæmpestor slette: - Alle mennesker og indtryk skal den lange vej ind over sletten før de kommer så tæt til dit hus at du kan lukke øjnene og afvise dem - eller åbne døre og vinduer og byde dem velkomne!" (Klitrose, 1984)
*
Margaret Edson: WIT (prolog) Bliver læst af Sue Hansen-StylesVIVIAN BEARING walks on the empty stage pushing her IV
pole. She is fifty, tall and very thin, barefoot, and completely bald. She
wears two hospital gowns – one tied in the front and one tied in the back – a baseball
cap, and a hospital ID bracelet. The house light are at half strength. VIVIAN
looks out at the audience, sizing them up.
VIVIAN (in false familiarity, waving and nodding to
the audience). Hi. How are you feeling today? Great. That´s just great. (In her
own professorial tone). This is not my standard greeting, I assure you. I tend
toward something a little more formal, a little less inquisitive, such as, say,
“Hello.” But that is the standard greeting here. There is some debate as to the
correct response to this salutation. Should one reply “I feel good,” using “feel”
as a copulative to link subject, “I,” to its subjective complement, “good”; or “I
feel well,” modifying with an adverb the subject´s state of being? I don´t know. I am a professor of seventeenth-century
poetry, specializing in the Holy Sonnets of John donne. So I just say, “Fine.”
*
Lotte Arnsbjerg: FORBINDELSE TIL VERDEN. Bliver læst af Anne Plauborg Madsen. ”Jeg
kan høre hemmeligheden. Den smyger sig ud af væggene, som et kor af lydløse
stemmer, og selvom jeg lukker øjnene, kan jeg se den flyve rundt i stuen,
ovenover og nedenunder sengen og dig. Jeg har ikke set den før,- kun mærket den hviske sin løgnagtige historie, om
at døden aldrig kommer helt tæt på. Bare rolig... Den findes ikke her... Vend
dig bare om, den findes kun et andet sted....Den væmmelige død- som tager dig....”
*
Mira
Noltenius: URTICA. Bliver læst af Mira Noltenius selv. Nærkamp imod kæmpe nælder. En uhyggelig tur ind i det ukendte, til et sted,
hvor skrammer, skræmthed, stædighed og regntøj er en nødvendighed for at kunne
holde stand sammen.
*
Tomas Lagermand Lundme: VI, DER SPISTE FLAG. Bliver læst af Niels-Martin Eriksen. En fortælling
om et jeg og et du, der befinder sig midt i livet og så småt er ved at gøre en
form for status i forhold til hvilke drømme, der blev virkelighed - og hvilke,
der ikke gjorde. Teksten er skrevet fra jeg-ets synspunkt og jeg-et i
fortællingen spiller også du-et og et par andre stemmer. Teksten er skrevet
over fem realistiske situationer, der så skubber virkeligheden ud i et andet
rum.
*
Lotte Arnsbjerg: DØDEN MELLEM 2 ETAGER Bliver læst af Baard Owe og Charlotte E. Munksgaard
"Hun: Har du trykket? Han svarer ikke
Hun: Hvorfor trykker du
ikke? Han svarer ikke
Hun: Er du døv? Han svarer ikke
Hun: Hallå! Hvorfor
trykker du ikke?
Han: Jeg har trykket
Hun: Okay. Så prøv igen.
Jeg skal op på femte. Han: Det skal jeg også
Hun: Okay? Du har måske
også kræft? Han svarer ikke"
*
Ole Bundgaard: TOPIA. Bliver læst af Mogens Holm Topia, er
det ønskeøen eller har du ønsket dig hen hvor peberet gror? Er det drømmeland eller et mareridt? Hvor eventyrlig ønsker du eventyret? Hvis
jorden er flad, og måske er den, hvordan vil der så være på den anden side? Det smukkeste eller det værste sted?
*
Lise Rønnebæk: I ØJET Bliver læst af Tina Gylling Mortensen Et
solofestspil for en forsmået "Jeg har
kendt tre der hed Per på en gang. Bademester-Per, VVS-Per og bartender-Per. Jeg
har kendt en Werner hvis mor hele tiden hængte sig i Bjerringbro og blev
indlagt på Sing-sing i Viborg. Og så var der a-wa-a-wa-a-wa Lama-Anders som
havde en rød Honda 50 og som altid stod op før fanden fik sko på og iklædte sig
blå Kansas-overalls for at gå ud at malke. Ikke lamaen. Kun køerne. Samleje i
Kansas. I virkeligheden elskede jeg Søren og Søren elskede Jane. Velkommen i
Kærlighedens Hurlumhejhus. Tju-hej-du. Du skal elske dig selv. Hvorfor og
hvordan?"
*
Lotte Arnsbjerg: DEN NYE DAG.
Bliver læst af Claus Flygare og Charlotte E. Munksgaard Dame: Javel! Og De siger Madeira... øjeblik,
jeg tjekker .. Jo, der er et fly om 40 min. Det kan De lige nå, hvis vi skynder
os. Skal jeg se om der er plads? Berle: Ja tak! Man skal
ikke vente for længe… årene går og kærligheden skrumper ind for hver dag vi
syner hen i ingenting Damen ser skeptisk på Berle,checker så sin skærm Berle: Undskyld... Det var
ikke noget -det var bare noget jeg har
hørt - eller læst... eller også var det i en film,- tænk jeg kan pludselig ikke
huske det - men jeg synes det var flot.... Dame: Der er en enkelt plads på NB777 kl. 17.20
til Madeira, billetten koster 2.795 - ønsker De at købe? Berle: Ja.....Hvad kan
jeg ellers få? Der er mange ting jeg mangler, synes jeg. Måske har jeg haft dem
engang. Men jeg har mistet en del. Mere end jeg egentlig ville...”
*
Mathilde Emile Overgaard: 15 minutes of fame, fra den guddommelige laks der siger farvel. Bliver læst af Lise Lauenblad "Fokus! I må forstå
det her. Scenen er
skabt til mig! Først så
begynder jeg at snakke. Det har jeg
lært. Jeg lærer at
det er helt normalt at betale nogen for at lytte. En
professionel, de skal lytte. Jeg lærer at
blive et lært individ, det er et værktøj, at nyde ensomheden. Jeg keder
mig ikke, ikke længere, nej. Jeg
undersøger bare mit indre. Det er
formålet. Problemer,
bliver til muligheden, for ikke at kede sig. Jeg lærer at
springe en 5-6 meter op af vandet. Det er noget
jeg ikke frygter."
."
Der er en
levende installation af kroppe, stemmer, ord og løssluppen fantasi. 5 improvisations-skuespillere på slap line i et spøjst univers af
metaforiske fragmenter, som forenes i et rum hvor normen ikke har adgang.
* --------------------------------------------------- Læs mere om festivalens egenproduktion med URPREMIERE: 31.8.2014 Michael SvennevigsDEN PERSISKE ØRN. Om opvækst og revolution. Instrueret af Ditte Maria le-Fevre. Spillet af Hilal Lamaa (Libanon) og Carl Martin Norén. Sam Nik, 4 år, Tehran 1971.
