Festival om fortællinger & livshistorier 2.- 10. februar 2016
3. dag: Torsdag den 4. februar 2016, kl. 16.00-21.00 på Betaniahjemmet:
Kl. 16.00-18.00:
Hver gang, der driver hvaler i land, så står denne her mørklødede fyr i TV-avisen og parterer dyrene i den bedste sendetid, for at kunne få skelettet og knoglerne velbevaret tilbage til Zoologisk Museum. Konservator ABDI HEDAYAT er opvokset i Iran. Han undrede sig dengang over de manglende sider i skolebøgerne. Det var det de ikke måtte vide – og slet ikke læse om. Men sådan var det bare.
MALENE FENGER-GRØNDAHL er torsdagens medvært. Malene har en særlig evne til at få mennesker til at åbne sig og fortælle deres historier. Hun opsøger især mennesker, hvis liv fortæller anderledes historier om det at være menneske, end vi normalt hører. Malene fortæller om at formidle andres historier og samtidig lade dem bevare retten til selv at bestemme over dem og forme dem.
SAMSON NENIC spiller accordion (eller harmonika) og er vokset op i Helsingør og begyndte at spille som 4-årig. Familien har en 300-årig tradition for at spille folkemusik og sigøjnermusik, som også gik i arv til Samson Nenic. Allerede som 10-årig vandt han DAU's (Dansk Accordeon Union) musikkonkurrence og fik en ekstra talentpris. Buzors spil kæder eftermiddagens indslag sammen.
Malenes hjertebarn er romaerne, og det har fået hende til at skrive monologen ”Syng altid for dine børn når de skal sove” - en monolog om moderkærlighed og illegale roma-migranter, der fremføres af KARIN BANG HEINEMEIER, der bagefter læser op fra ”Rejsen”.
SAIDA BENAKRICH (Marokko) er i samtale med Malene Fenger-Grøndahl. Saida Benakrichs roman ”Rejsen”, er en selvbiografisk fortælling om en rejse, der har ført den marokkanskfødte kvinde langt i både geografisk, mental og kulturel forstand. Undervejs har hun oplevet tab og store omvæltninger. Men som man kan læse i ”Rejsen”, har hun formået at danne sig en identitet, der rummer både barndommens minder og erfaringer, ungdomslivets udfordringer og voksenlivets kampe og landvindinger. Hun har fået sig selv og sin historie på plads – både indeni og på romanens næsten 400 sider.
Kl. 18.00-19.00:
Spisning.
Kl. 19.00-21.00:
STIG HARTKOPF indleder filmen ”Cuba på cykel” og beretter om dens tilblivelse. Selv siger han at det er ”verdens bedste, mest inspirerende og helt sikkert mest provokerende foredrag. Stig fortæller: ”Hvorfor ikke prøve at cykle en tur gennem Cuba? Lavede lidt research, og fik det indtryk hjemmefra, at det nok kunne byde på vanskeligheder, men at det var muligt. Snart stod jeg så i Havana lufthavn, klar til at skrue tiden 20 - 30 år tilbage. Vejen ind til Havana var fyldt med huller og jernbanespor, politi og militær, jeps og ladaer. Det tegnede rigtig godt det hele. 5 dage senere var jeg klar til at drøne derudad. På gaden i Havana havde en flink ældre mand solgt mig sin gamle kinesiske "Forever Bicycle" for 35 US $. Med støttefod, et gear og flotte kinesiske tegn på. Tung som en flodhest, men robust at se på…”
- Ingen billetreservering. Ingen billetter. Ingen éntre. Alle er velkommen - men kom i god tid! -