Mødet med Aftenhøjskolen.
Uddrag fra min dagbog:
Jeg besøgte Aftenhøjskolen i Center for demens i De Gamles By bare for lige at se stedet og møde dem, der er der. Men i mødet skete der noget overraskende, for jeg blev ved med at vende tilbage og uden at jeg selv blev klar over det, endte jeg med at blive frivillig. Det kastede en stribe dagbogstekster af sig som jeg her har samlet. De handler om mødet med Aftenhøjskolen og de mennesker jeg mødte der.
Fotos: Michael Svennevig, hvis andet ikke er anført.
30. november 2024
Det er egentlig aldrig noget, jeg har talt om. Ikke offentligt, i hvert fald. For det må jeg ikke. Som offentligt ansat har jeg tavshedspligt, men pludselig er der en masse, jeg kan sætte ord på, fordi det er i en anden sammenhæng. Det er GAMMELFESTIVALEN, der har åbnet dén dør. Jeg undrede mig over, hvad det var, der i den grad havde ramt mig, da jeg trådte indenfor til Aftenhøjskolen på Center for Demens i De Gamles By, men nu har jeg forstået forbindelsen. Gennem mere end 30 år har jeg arbejdet 10 timer ugentligt (og aldrig mere end det!) på et bosted uden for København, og jeg har altid være lykkelig for det. Det er jeg stadig, men i mødet med folkene på Aftenhøjskolen er det gået op for mig, hvorfor arbejdet altid har fascineret mig, selv om jeg ikke er uddannet pædagog. Snarere tværtimod - og alligevel kan jeg konstatere, at det er et arbejde, der stadig betyder meget for mig. Takket være Aftenhøjskolen kan jeg nu tale om det, for der møder jeg meget af det samme, og det kan jeg til gengæld formulere, eftersom det lægger op til den kommende GAMMELFESTIVAL. Umiddelbarheden betager mig. Der er ikke noget filter, for filteret er smuldret væk. Hvis det overhovedet har været der, er det for længst væk. Så på den måde er det ligetil. Der er en hjertelighed og en varme, som jeg elsker at omgive mig med. Jeg føler mig godt tilpas, når jeg tager den på mig. Der er også en naivitet, som jeg har det godt med. En troskyldighed, der selvfølgelig bliver holdt på plads af sygdom og død. Livet er det øjeblik, vi har sammen. Det er her og nu. I morgen eksisterer ikke længere.
Måske er det også mødet med det surrealistiske, der inspirerer mig - og den utrolige varme, der strømmer imod mig. Man får det, man menneskeligt selv investerer i arbejdet - eller mødet, som det jo er i forbindelse med Aftenhøjskolen. Måske er det det kunstneriske i mig, der føler sig inspireret. Det kan ofte være møder med en anden og alternativ måde at opfatte livet og tilværelsen på. Det gælder om at kunne rumme sådanne anderledes verdener og virkeligheder. Det er nærliggende at tænke, at man måske har meget lettere ved at leve et enkelt og lykkeligt liv på den måde. Sådan føles det nok ikke, men sådan KAN det godt se ud. Måske er det lige omvendt? Det håber jeg, at vi kommer til at tale meget mere om på den kommende festival. Det tror jeg, mange kan relatere til.
De fleste er mysterier for alle andre end sig selv. Vi lever vores liv baseret på noget, der nogle gange kun giver mening for os selv. Vi kan have sat os mål, ingen andre forstår, men så længe det bare giver mening for os selv, er det fint. Hvad andre mener er irrelevant. Hvis bare man er i samklang med sig selv, kan det være en lykke. Men det er slet ikke så enkelt som det lyder. Jeg håber på, at vi kan tale meget mere om det på festivalen – om de mange forskellige virkeligheder som vi lever i og er omgivet af. Men også om liv og død – og om kærlighed og drømme, men allermest om fællesskab.
Jeg har fået gentagne spørgsmål om, hvornår festivalen løber af stablen. Det bliver en 4 dages festival fra fredag til mandag, 24. - 27. oktober 2025. Det er hermed offentliggjort, selv om der endnu er LANG tid TIL. Læs mere her.
22. november 2024
DRØMMEN OM FÆLLESSKAB
Fantastisk dag i går. Føler mig meget rørt og berørt. Der er ikke noget bedre, end når det man laver, bliver taget i mod på den åbne og umiddelbare måde som det skete i går. Ved at lægge festivalen i De Gamles By i Center for Demens i Aftenhøjskolens regi, kom det netop nogle til gode, der normalt ikke har mulighed for at få disse oplevelser. Det var et møde med nye og gamle festivalvenner samt en introduktion til en masse kommende. Det giver det hele mening. Alt det svære bliver pludselig så let. Det kan holde én flyvende bagefter. Fik så mange smukke tilbagemeldinger - der var også flere, der straks var klar til selv at træde op, når det går løs næste år. På den måde er det et selvforstærkende kredsløb, der fornyer sig selv og hele tiden afsøger nye veje. Det er så vigtigt, at der kommer nye til og at nye energier får plads i sammenhængen, så det hele kan bibeholde sin kraft og sin friskhed, selv om det efterhånden har været på banen længe. Forbavsende længe. Hvem skulle have troet, at det ville vise sig så livskraftigt, og at det ville gribe så vidt og bredt om sig. Fællesskabet er vokset, men det skal heller ikke blive større end at vi stadig har mulighed for at se hinanden i øjnene. Det er vigtigt at bibeholde denne nærhed og tilstedeværelse. Tak til alle, der var med i går. Såvel kunstnere som tilhørere! Jeg glæder mig allerede til næste år, hvor der er hele to festivaler. Dels Sommerfestivalen i august og dels GAMMELFESTIVALEN III i oktober. Det bliver sjovt.
17. november 2024
Hvad er det for noget
med den der GAMMELFESTIVAL?
Den første GAMMELFESTIVAL var i 2010. Det foregik på Vesterbro over flere dage. Det startede og sluttede på Teatret ved Sorte Hest. Til åbningen var der samtaler med Kirsten Thorup, Anne Marie Ejrnæs og Jesper Klein. Der var en reading på et uddrag fra Kirsten Thorups roman ”Ingenmandsland” med den 88-årige skuespiller Cay Kristiansen og den unge Nonny Sand. Nonny spillede sygeplejer/engel, og Cay var den demente på plejehjemmet. Cay havde i sin tid spillet med i Carl Th. Dreyers ”Ordet”, hvor han var den yngste - nu var han den ældste. Jeg havde bearbejdet teksten til teater og instruerede. Cay havde sine egne nærdødsoplevelser, som han ville have flettet ind i teksten og forstod ikke, hvorfor vi ikke bare kunne ændre i teksten, så det blev sådan som han havde oplevet det. Nonny var en engel, der gød olie på de oprørte vande. Men det lykkedes os at komme i havn med opførelsen. Der var helt stille i salen, da det blev opført. Samspillet mellem de to var forrygende, og jeg var bange for at Cay - sin fremskredne alder taget i betragtning - også ville dø i virkeligheden, når hans fiktive figur på scenen døde. Men vi overlevede alle.
Der blev lyttet med et særligt nærvær, der åbnede ind til noget usagt. Som om vi slap noget tabuiseret løs og lavede en magisk ring, hvor alt kunne siges. Det virkede meget alvorligt, men var samtidig morsomt. Alvor og humor kan noget sammen. Ikke bare dén aften, men også under resten af festivalen. Ingen af os vidste, hvad det var, der var sluppet løs. Det overraskede os. Vi forstod det ikke, men det føltes helt rigtigt. Noget var begyndt - og nu føres det videre.
Festivalopvarmningen er på torsdag kl. 17-19 i De Gamles By. Alle er velkommen. Både med og uden demens. Man behøver heller ikke være gammel. Det handler om liv og død og om erindringer. Men først og fremmest handler det om at være menneske.
Se mere i begivenheden - og på hjemmesiden
Selve festivalen er først i efteråret 2025. Dette er kun opvarmningen.
Foto: Johanne Hempel.
8. november 2024
Indtryk fra
AFTENHØJSKOLEN i De Gamles By
Dagene kan være så forskellige. Hende jeg talte med for et par uger siden, satte sig igen ved siden af mig. Men var det den samme? Sidst kunne hun ikke få ordene til at passe sammen. Det var kun enkelte ord, der faldt lidt hjælpeløst ud af munden på hende. Nu talte hun løs, og det var tydeligt, at hun rakte ud efter mig og forsøgte at nå mig. Jeg talte med ind i hendes glæde, for jeg kunne godt lide hende, men var konfus over det, hun fortalte om et minde – om noget, der betød meget for hende. Hun forsøgte igen og igen at indkredse det. Hun sad og smilte til mig, og jeg tog smilet til mig og sendte det tilbage til hende. Men det lykkedes aldrig at greje, hvad hun talte om. Det var tydeligvis noget, der glædede hende og som hun gerne ville dele med mig. Som om glæden rakte ud efter hende. På samme måde rakte hun ud efter mig. På et tidspunkt måtte jeg lade meningen fare, for måske betød det heller ikke så meget, om jeg forstod det eller ej. Det vigtigste var nok bare, at vi sad og hyggede os. Skråt overfor sad to, der lige modsat stadig evnede at holde fast i øjeblikket, men de var også bevidste om, at det var noget særligt, der var dem forundt i modsætning til mange af de øvrige, som de nu boede sammen med i De Gamles By. Aftenhøjskolen var unik for dem. Én aften om ugen kunne de næsten føle sig som dengang, inden demensen indhentede dem. Det var deres mulighed for at holde fast i et hjørne af det normale liv, de engang havde haft. For som de sagde: ”Vi har kun dette øjeblik, for om lidt kan vi have glemt det hele igen.”
Der er en glæde og en intensitet til stede. Måske er det noget af det samme, der drager mig, hver gang jeg er med til højskoleaftnerne i De Gamles By. Jeg glæder mig over at lade den kommende Gammelfestival udspringe derfra. Det starter allerede med opvarmningen senere på måneden, torsdag den 21. november, selv om Gammelfestivalen først er næste år. Se begivenheden for opvarmningen.
12. oktober 2024
BEGYNDELSEN PÅ DET HELE
Når de indre og ydre landskaber passer sammen, er der balance i livet. Men det er ikke alle forundt. Hvad er det, vi stræber efter, og hvordan gør vi det? Hele livet har vi forsøgt at bestemme selv, med mere eller mindre held, men så bliver vi ældre og gamle, og nogle gange betyder det, at vi ikke længere selv kan bestemme. Måske stikker sindet af fra kroppen og går sine egne veje. Eller også stopper vi op, og kan ikke huske hvem, hvad og hvorfor? Meningen kan slippe os af hænde, og hvordan genfinder vi den? Det er ikke alt, der kan genfindes. Det er ikke altid, det går. Måske er vi blevet væk for os selv? Faret vild ude i verden eller inde i os selv. Måske er det hele sandet til, eller også har sneen lagt sig blødt over det hele. Måske er det indre klokkespil holdt op med at slå, måske er vi gået bag om dansen. Måske er dansen forsat uden os. Gammelfestivalen handler om liv og død - og om kærlighed, men mest om fællesskab.
Jeg løb ind i Laust Sørensen på Østerbrogade først på sommeren. Laust var leder af Betaniahjemmet, hvor Gammelfestivalen foregik i 2014. Han lovede at sætte et møde op med Pia Johnsen Nielsen, der arbejder på Center for demens i De Gamles By, hvor hun også står for Aftenhøjskolen. Begge er de med i bestyrelsen for Alzheimerforeningen. Bagefter mødtes vi også med lederen, Henriette Bilenberg, og dermed var rammen lagt for den kommende Gammelfestival III. Jeg blev også overordentlig glad, da David Blazek gav tilsagn om at ville assistere, så vi kunne lave en ny Gammelfilm. Dermed var holdet samlet, der kunne garantere, at det kan blive en strålende festival. Festivalopvarmningen oprettes snart som FB-begivenhed, og den foregår allerede i næste måned. Selve festivalen er først næste år - i november 2025.
Se film med fotos fra Gammelfestivalen 2014.
5. oktober 2024
AFTENHØJSKOLE i HUSET i De Gamles By
Jeg sad ved siden af hende, jeg havde talt med sidste gang. Vi havde begge hvid- og blåstribede trøjer på - som om vi havde aftalt det. Der var en ledig stol på min anden side, og jeg sagde til en yngre kvinde, der så sig rådvild omkring, at hun var velkommen til at sætte sig. Vi havde haft øjenkontakt flere gange og smilt til hinanden. Der var en blødhed, der strålede ud fra hende, men hun sagde ikke noget. Ikke verbalt, men hun kommunikerede alligevel. Hun var på vej rundt om bordet, men nåede kun halvvejs, så tabte hun tråden eller glemte, hvor hun var på vej hen. Jeg så det ud af øjenkrogen, men var midt i en samtale, så jeg fik ikke ført hende resten af vejen. Det glædede mig, at hun endte med at sætte sig over for mig. Når vores øjne strejfede hinanden, rørte det mig. Der var en talende tysthed omkring hende, som om hun befandt sig i en luftlomme afskilt fra os andre. Der var et par gange, hvor hun afbrød sig selv, men det var vist bare uartikulerede udbrud, der ikke var møntet på nogen bestemt. Jeg kunne ikke få øjnene fra hende. Hvad mon hendes historie var? Måske var historien sluppet fra hende, eller hun havde måske opgivet eller glemt den? Jeg følte en ømhed for hende. Alt det fik hun frem i andre. Ikke kun i mig. Hende, der sad ved siden af hende, lagde armen beskyttende om hende. Det var tydeligt, at hun havde det på samme måde. Hun kiggede taknemmeligt på hende. Det blik kunne næsten få mig til at græde. Tænk, hvad man kan sige med et blik, når ordene ikke lystrer. Pia satte et glas rosé foran hende. Andre ved bordet lagde ikke skjul på, at når det var alkoholfrivin, skulle de ikke nyde noget. Maden smagte pragtfuldt. Marineret grillet svinekød i svampesovs med ovnstegte kartofler, kogt blomkål, ovnstegte gulerødder og løg. Det var virkelig lækkert. Der var en hjertelig stemning rundt om bordet - og vi skålede flere gange. Pia slog på glasset og præsenterede en frivillig, der også havde stået i boden på Huskedagen, hvor jeg havde hilst på hende. Pludselig var klokken 19, og det var tid at bryde op.
29. september 2024
Jeg vidste egentlig ikke, hvordan jeg skulle gribe det an. Jo, jeg har allerede lavet flere Gammelfestivaler, Gammelbøger og Gammelfilm (det sidste med stor hjælp fra David Blazek), men denne gang ville det være i samarbejde med Center for Demens i De Gamles By og med Alzheimerforeningen. Det ville også være i samarbejde med Aftenhøjskolen i De Gamles By, hvor jeg nu har været med tre gange (og næste gang selv skal underholde med sang og musik, en historie og måske også med en af mine dukker…)- og som også vil være en del af festivalopvarmningen i november. Det er folk fra hele København, der kommer der, men også beboere, personale, pårørende og frivillige fra De Gamles By. Ofte er det umuligt at regne ud, hvem der er hvem. Det bedste er altid at kaste sig ud i det og se, hvad der sker. Men jeg blev taget imod med åbne arme. Lidet kunne jeg ane, at det ville få mig til at tabe mit hjerte. Allerede efter 2. gang vidste jeg, at dette ville blive noget, jeg ikke bare kunne ryste af mig. Det blev en del af mig. Meget hurtigt. Det mindede mig også om Gammelreportagen fra den seneste Gammelbog (læs et uddrag). Egentlig var tanken at lave en række podcasts, men jeg blev overhalet indeni, for jeg kom hjem med så mange indtryk, der gjorde, at jeg var nødt til at fortælle om det og fastholde det. Oprindelig havde jeg forsværget at ville skrive mere, for havde jeg ikke allerede skrevet det hele i mine knap 20 bøger? Jeg tænker ikke, at jeg er i gang med en ny bog, men det føles vigtigt at få det beskrevet. Dette var anderledes. Jeg ville gerne skildre, hvad disse møder betød og fastholde indtrykkene. Jeg ville forsøge at beskrive det forunderlige, der skete. Det var ikke i det, vi sagde. Ordene var ikke længere så vigtige. Nogle havde mistet noget af talens brug. Kommunikationen var flyttet fra det verbale til den ordløse kommunikation, der udspillede sig mellem os. Det var alt, vi har, når ordene ikke længere makker ret. Det var overvældende, at det kunne fylde så meget. Det forbavsede mig, at det kunne virke så rigt og så givende. Det gjorde kommunikation til noget helt andet. Det fik mig til at opleve noget nyt. Det var det, jeg gerne ville beskrive. Det er det Gammelfestivalen III også handler om. Om liv og død, og om alt det vore menneskeliv rummer.
24. SEPTEMBER 2024
Da jeg var 18, blev jeg forført af en gammel dame på 28. Det var næsten lidt kinky. Det med alderen er noget pudsigt noget. I mellemtiden er jeg blevet medlem af forfatterforeningens Seniorgruppe. Jeg synes stadig, at de andre er meget ældre end mig. Ja, de er jo gamle. Eller mange af dem er, men når jeg kigger i spejlet, er jeg ikke længere den, jeg var engang. Jeg føler mig ofte godt tilpas med dem, der er yngre og tror stadig, vi er jævnaldrende, men årene har gjort deres. Jeg føler mig ikke gammel, men jeg ER blevet ældre. Min 60 års fødselsdag var et skarpt hjørne, men også en utrolig fest, som jeg stadig varmer mig ved.
”Er du gammel?” spurgte jeg de medvirkende om på den Gammelfilm, der her er linket til, fra den seneste Gammelfestival for 10 år siden - i 2014.
Med årene kommer der afstand, erfaring og måske også et mere mangefacetteret syn på det at være menneske og de forskellige måder, vi vælger at leve på. Men er jeg blevet klogere? Jeg har prøvet meget, været rundt i flere hjørner og har i årenes løb talt med en masse forskellige mennesker. Alene på de årlige sommerfestivaler har der gennem de sidste 17 år været knapt 1.300 kunstnere. Det har sikret en kontinuerlig strøm af energi, inspiration og samtaler med alle mulige forskellige mennesker - og det har jeg nydt. Det har været årlige berigende vitaminindsprøjtninger. Men gennem mange år har det ligget og ventet. Jeg har gerne villet lave en GAMMELFESTIVAL III. Jeg har hele tiden vidst, at det var noget, der en dag ville komme tilbage. Nu er det igen tid.
Arrangør & vært:
Michael Svennevig
i samarbejde med
Aftenhøjskolen & Center for Demens
i De Gamles By
og Alzheimerforeningen
*
Det er aldrig for sent at blive gammel!
*
Der er ingen billetter - det er gratis at være med.
Man møder bare op i god tid, hvis man vil have en god plads.
Måske kommer du til at høre en fortælling eller en livshistorie,
der vil ændre dit liv for altid?
*
